Efter kæmpesuccesen med serien om topvampyren Lestrat, følger Rice op i samme genre med beretningen om den hvileløse gud Azriel. Til en nulevende historiker med speciale i sumererne, fortæller han om sine oplevelser og vandringer siden hans dramatiske gudeliggørelse i oldtidens Babylon. Som i vampyrbøgerne brillerer Rice med sin evne til at flette sagnstof, myter og religiøse overleveringer ind i handlingen, som hun også denne gang formår at udvikle til selvstændig mytologi, der netop p.g.a. sit omfang og sin rodethed virker ægte. På mange områder arbejder hun således videre med sine stærkeste virkemidler. Når det alligevel ikke kommer til at fungere, skyldes det måske at vi savner den snert af lystig ondskab, der i vampyrserien udfyldte de værste hulheder i den ind i mellem noget oppustede patos. Til forskel fra Lestrat er Azriel nemlig både god og redelig. Rar nok, men lidt for selvhøjtidelig at være sammen med i 4000 år. Vampyrserien gav Rice et stort og hengivent publikum, som vil efterspørge pga. navnet. Jeg er bange for, at mange af dem vil blive skuffede over Knoglernes tjener.