Hamsun blev ikke nazist p. g. a. alderdomssvækkelse el. lign. Tværtimod kan man aflæse fascistoide tendenser allerede i gennembrudsperioden (1888-92). P. K. ser i forløbet en »modernismens tragikomedie«, hvis resultat er, at »et meget talentfuldt menneske (var) tabt for »revolutionen««. Udgangspunktet er en bevidst (NB!)) hengiven sig til den fascination, så at sige, som Hamsun fanger sine læsere ind i. Værktøjet er »en litterær analyseform inspireret af så forskellige folk som Walter Benjamin, Georg Lukacs, Peter Madsen og Aage Henriksen«. Analysen tager udgangspunkt i den tidlige novelle » Dronningen av Saba«, den inddrager den franske monernismens »fædre« Baudelaire, Rimbaud, Mallarmé, hovednummeret er en fin analyse af Sult, vi slutter med Mysterier, som stort set affærdiges. Fremstillingen virker overbevisende velfunderet, og P. K. tager faktisk sine stik hjem Specialets sproglige niveau svinger fra det høje til det lave, pokkers mange fine fremmedord kontrasterer mod f.eks. PS'ets: »Forøvrigt mener jeg, Knut Hamsun skriver røven ud af bukserne på de fleste!« Analysen kalder på en fortsættelse/udvidelse, men indtil den foreligger, bør man ikke undvære denne bog. Vældig mange noter, kort bibliografi. Noter og citater for småttrykt.
