En fagbilledbog om bl.a. mad, ernæring og kønsroller i det gamle danske bondesamfund i 1700-tallets Danmark for børn fra 5 til 9 år, til brug fx i indskolingen, men også til brug med interesserede børn, samt evt. til selvlæsning fra 10 år.
Her er en fagbilledbog der har virkelig megen viden at byde på. Kresten er 10 år, og bor på familiens gård med far, mor og 5 søskende, samt piger og karle, de er 12 i alt, og hans mor er madmor for dem alle sammen. Det her er næsten ligeså meget hendes historie, og historien om årets gang og betydning på en bondegård. Kresten og alle de andre arbejder hårdt. De er ikke altid mætte, når de går i seng. Vi følger årets gang med at producere det daglige brød og til forrådskammeret, og vi følger Krestens hårde daglige arbejde, uden fx skolegang. I bogens bageste sider sammenlignes Krestens liv med en moderne drengs. Deres hverdage morgen, middag og aften er kort beskrevne, og nemme at sammenligne. Bogen er tekstrig, meget beskrivende, fint understøttet af illustrationerne, som er farvelagt med akvarel, lyse og lette med det høje nordiske lys. Illustrator kendes bl.a. som illustrator af mange billedbøger. Forfatter kendes for flere bøger og værker om madens kulturhistorie for voksne.
Jeg kender ikke noget andet præcist om samme emne for målgruppen, men bogen kan fx sammen med Skattejagt på Frilandsmuseet bruges til emnet dagligliv i Danmark for 300 år siden.
En vellykket fagbilledbog med megen viden, der fylder et hul i vore samlinger.