Bøger / faglitteratur til børn / undervisnings-materiale

Krigen om landet af guld


Beskrivelse


"Til ære for solen", en novelle om en spansk skibsdrengs ophold hos aztekerne. Derefter faktaafsnit om spaniernes møde med aztekerne, om Hernán Cortés og om den største by, Tenochtitlán. Med leksikon og ordliste.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. okt. 1996

af

af

Poul-Erik Friis-Larsen (skole)

d. 1. okt. 1996

Bogen er et nyt bind i den læseværdige serie Fagdingo og handler om den spanske erobrer, Cortés', grådige jagt på El Dorado, Landet af guld, og den deraf følgende brutale nedslagtning af den aztekiske kultur i Mexico i 1500-tallet. Den har et indbydende og veltilrettelagt layout med en tospaltet, velskrevet og informationsmættet tekst. Illustrationerne er dels flotte, farverige tegninger, som fx det dramatiske omslag, der viser indledningen til den endelige kamp om Tenochtitlán (nu Mexico City), dels (næsten) samtidige stik, tegninger og malerier samt fotos - en del i farver. I den indledende novelle følger vi den spanske skibsdreng, Diego, der i et år er fange hos aztekerne og derefter skal ofres til guderne, men... Derefter følger en grundig faglig tekst, (som sandsynligvis er en bearbejdelse af den research, forfatteren har gjort til den fremragende roman Erobrerne 96/06). Bagest et leksikonafsnit og en ordliste. Flot materiale til historieundervisning og selvlæsning fra 6. klasse. For samme alder findes om emnet i øvrigt af Rosemary Rees: Opdagelse og erobring 93, og for de noget ældre elever Finn Madsen: Aztekerriget og den spanske erobring 91.


Bibliotekernes vurdering

d. 1. okt. 1996

af

af

Britta Liboriussen

d. 1. okt. 1996

Fagbog for børn fra ca. 12 år. I samme udstyr som de øvrige bøger i serien Fagdingo udkommer nu denne om spaniernes erobring af aztekerriget. Første del af bogen er en novelle om en skibsdreng, der bliver fundet af aztekerne og optaget i deres samfund. Derefter følger et faktaafsnit om den spanske erobring af aztekerriget og til slut et kort leksikonafsnit og en ordliste. Emnet er beskrevet på en spændende måde i et letlæseligt sprog. Hovedvægten ligger på skildringen af opgøret mellem spanierne og aztekerne. Skildringen af aztekernes samfund er temmelig kortfattet og med vægt på de mere bloddryppende aspekter som menneskeofringer og behandlingen af ofrenes lig. Historien er dog så godt fortalt, at den nok skal inspirere til yderligere studier af aztekernes kultur. Hæftet er trykt med tydelig typografi og illustreret med mange fotografier og tegninger i sort/hvid og farver. Børnebiblioteket har mange bøger om aztekerne f.eks. Aztekerne af Robert Nicholson,1996, der giver flere oplysninger om aztekersamfundet, og Opdagelse og erobring af Rosemary Rees,1993, der også fortæller om mødet mellem aztekerne og europæerne, men knap så udførligt. Et supplement til den øvrige litteratur om aztekerne.