Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Kromatin


Beskrivelse


Krimi. Da Peter og Jens forsøger at chatte sig til oplysninger om cellestoffet kromatin, som de mener deres lærers røde ansigtskulør tyder på han har for meget af, kommer de i forbindelse med "White Kid". Og White Kid tror der er tale om salg af narko.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. jan. 2002

af

af

Birger Hoff (skole)

d. 30. jan. 2002

Dansk forfatterdebut, så vidt jeg kan konstatere, med en fortælling som henvender sig til mellemtrinnets læsere. Nok mere drengene end pigerne. Det er en blanding af dreng opdager pige, krimi og komik. Det sidstnævnte virker som et sammensurium af opdateret dansk folkekomedie og Tykke Niels-tradition, hvor klicheerne ofte står så tæt at det bare bliver for meget. Det pubertære fungerer noget bedre. Krimidelen, som dominerer både forsideillustrationen og bagsidenoterne, fuser underligt ud, men udgangspunktet synes også lige lovligt tyndt. Tekstligt er der en god blanding af beskrivelse og direkte tale, som gør sproget flydende og letlæseligt. Idéen med at beskrive i detaljer hvordan man kommer ud og ind af en computer er dog spildtid for målgruppen. Det ved de i forvejen. De to hovedpersoner, Jens og Peter, agerer fint ud fra de givne forudsætninger, hvorimod de øvrige personer fremstår noget mere karikerede. Jens og Peter går i 8. klasse og er bedste venner. De har fået ny lærer, som forundrer drengene med en ansigtskulør ud over det normale. Årsagen må naturligvis undersøges, og det bringer mere med sig end de overhovedet kunne håbe på, både likvid kapital og beundring fra de lokale prinsesser. Nok også lige i overkanten for læseren.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. jan. 2002

af

af

Lene Kristiansen

d. 30. jan. 2002

Der ikke nogen originalitet i denne debut - mere gammeldags drengeroman i en klichepræget krimihistorie. Hverken personer eller indhold holder, sproget er omstændeligt, og hvis det er ønsket at give en humoristisk version af genren, er det ikke lykkedes. Peter og Jens, som virker noget yngre end de angivne 14/15 år, er dybt mystificeret over deres lærers røde ansigtskulør. De mener at han kan have et for stort kromatininhold i cellerne og søger derfor oplysninger om stoffet på chat-nettet. De får forbindelse med "etihw dik", (White kid"...kommunikationen mellem dem foregår i kode - "baglæns"), og dét de naivt tror er læger viser sig at være narkodealere. Politiet (Olsen & Hansen) indblandes, og i en så utidssvarende børnekrimistil, at man næsten har glemt den, bliver forbryderne lokket i en fælde (politiet har en dertil indrettet lejlighed i Albertslund), hvor drengene får lov til at være med på en kigger. Til sidst overrækkelse af dusør på politistationen af borgmester m/kæde i overværelse af begejstrede politifolk, familier, pressefolk mv. Lidt pigebetagelse er der også blevet plads til, men svaret på lærerens røde ansigtsfarve udebliver. Der kræves mere af en god bog. Fra 10/11 år.


Børn & bøger

Årg. 55, nr. 3 (2002)

af

af

Vibeke Lykke

Årg. 55, nr. 3 (2002)