Kropskunstneren

Delillo fik et stort publikum med romanerne Underverden og Hvid Støj. Han får næppe mange nye læsere med den smalle og udsøgte kortroman Kropskunstneren. Bogen er en eminent stiløvelse, en slags Kubrick på tryk, hvor de mindste detaljer forstørres til eksplosiv betydning, og hvor læseren ikke aner, om de små hverdagsting er ligegyldige bedrag, fantasi eller virkelighed. Lauren Hartke, en ung kropskunstner, lever i tryg monotoni med sin mand, Rey, i et lejet hus, kun forstyrret af små underlige puslelyde i huset. En dag starter Rey bilen, kører til New York og skyder sig selv! En ung gådefuld mand, måske en evnesvag, en autist eller måske et fantasifoster dukker op. Han har boet skjult i huset, og skønt han selv er næsten uden sprog er han er i stand til at gengive lange samtaler mellem Lauren og hendes mand. Mere foruroligende bliver det, da han kan gengive samtaler, der aldrig nåede at finde sted. Formodentligt men ikke entydigt er den unge mand et fantom, der udspringer af Laurens choktilstand, og han er et redskab i hendes bearbejdning af traumet og i hendes performancekunst. Med ham får hun sagt og gjort alt det, hun ikke nåede, mens Rey var i live. Dybest set handler bogen om ensomhed kontra samhørighed. Og om at leve livet videre, efter at døden har været på tæt hold.

Læs hele vurderingen