Kuhn og Popper søgte begge at finde ud af, hvad kernen i videnskabelig tænkning er. Kuhn mente, at videnskaben opererer inden for et sæt af opfattelser, kaldet et paradigme, som for den enkelte forsker definerer, hvad seriøs videnskab er. Den sprænges først, når afvigelserne fra virkeligheden bliver for påtrængende, og de gamle forskere uddør. Forskning går følgelig ud på at fylde dette paradigmes rammer ud. Poppers opfattelse var, at den seriøse videnskab udviklede sig ved kun at anvende teorier, der kunne falsificeres (modsiges), hvorved der fremkom en løbende udvikling. Forfatteren beskriver dette nøje, foruden d'herrers liv og forskningkarrierer, samt fortæller om de filosoffer, der inspirerede dem og de, som blev deres elever, helt op til idag. Han er stærkt kritisk over for den politisk set tilpasningsdygtige Kuhn, hvis tanker efter hans opfattelse har sejret. Bogen er velskrevet, og for alle med interesse i emnet videnskabsteori og -historie, også undervisning, m.m.. Den er også væsentlig derved, at den piller videnskaben ned fra den piedestal, hvor vores kultur har anbragt den. Med litteraturliste (dansk).