Mogens Leander er især blevet kendt som fornyer af den ortodokse ikontradition til et nutidigt formsprog. Med denne bog viser han sine nyere ikonarbejder, men også lærreder og tavler, hvor han eksperimenterer med nye materialer, og de, der har været optaget af hans ikoner, vil her kunne følge udviklingen i hans billedsprog i større arbejder og installationer.
Både i ikonerne og i de større projekter arbejder Mogens Leander med mange lag af materialer i dialog med hinanden. Han inkorporerer alle mulige småting som sten, metalstykker, gamle skrifter og fragmenter af enhver slags, gerne fundet på rejser, og de indgår i en fortættet historie med mange muligheder for fortolkninger. Han fortæller her om sin arbejdsproces og om de teknikker og materialer, han bruger. Det er gamle teknikker som cire perdue, og det er helt nye materialer som polyurethanskum, som han bearbejder til en levende overflade, han kan ridse, gravere og nedlægge effekter i. Blandt hans inspirationskilder er de slidte og forvitrede facader i Venedig, og i en række fotos viser han eksempler på byens forfaldsæstetik.
Danske ikoner, 2002, fokuserer på ikonerne, mens denne bog også beskæftiger sig med andre arbejder.
Bogen viser eksempler på Mogens Leanders seneste ikonarbejder, men giver ogå et godt indblik i hans større arbejder, hvor materialerne som arkæologiske lag indgår i en helhed med mange fortolkningsmuligheder.