I sine bøger beskriver Thomasma indianerskæbner i historisk regi. Således også i Kunu, der handler om en 11-årig Winnebagoindianer, der deler skæbne med sin stamme og deporteres til et goldt område langt hjemmefra, sådan som det angiveligt skete i 1862. Omkring denne centrale begivenhed er lagt en fiktiv fortælling om Kunu og hans bedstefar, der dels redder en hvid dreng og dels flygter fra den nye interneringslejr. Bogen er spækket med dramatiske højdepunkter, men forekommer alligevel sært uspændende. Det hænger sammen med forfatterens trang til hele tiden at foregribe begivenhedernes gang og fortælle hvad der snart skal ske. "Der skulle komme dage, hvor denne dreng udførte ting, ingen Winnebago dreng nogensinde før havde klaret." (s. 56) Samtidig skifter synsvinklen ustandseligt mellem Kunu og den alvidende fortæller, så fortællingen aldrig finder sit eget leje, læseren får aldrig rigtigt del i hovedpersonens tanker og smerte, og indholdet sætter ikke "dagens grusomheder på Balkan i relief", som forlagets følgeskrivelse ellers nævner det. Den gode hensigt alene gør det ikke. Formen skal også være i orden. Kunu er ganske enkelt en middelmådig bog, der matches af nogle upersonlige illustrationer og en noget sødladen forside. Fra 5. kl.