Digte, der skildrer, hvordan hverdagen ser ud for en far, der i årevis har stået med afmagt og håb i skellet mellem fertilitetsbehandling og fødslen af sin datter. Til læsere af stærke biografiske digte.
En selvstændig fortsættelse til romanen Gå til grunde, der handlede om uønsket abort og faderskab. Her følger vi Boysen i tiden efter, at han alligevel overraskende får at vide, at han skal være far. Samlingen er delt op i et før og et efter fødslen. Boysen beskriver sine erkendelser i hverdagens poetiske øjeblikke, hvor alting forandrer sig og bliver betydningsfuldt på en ny måde, konkret, men også i drømmelignende tilstande. Samtidigt ligger fortiden som en hinde over verden, den konstante sansning af de børn, de mistede og som datteren ikke får som søskende: "du vokser|ind i den skygge|din bror|eller søster|efterlod", som det udtrykkes i et af digtene. Bogen er illustreret med collager af Anne Misfeldt.
Boysen gav en kraftfuld stemme til de tusinder af danskere fanget mellem fertilitet, tab og fødsel, og får nu også sat ord på de følelser, der følger efter en lang periode med afmagt, der så pludseligt forløses i det, som man ikke turde håbe på. Det er nogle utroligt stærke digte, nogle uhyre præcise billeder og med en stemning, der i sin rolighed er en trykkoger af spændinger. En meget meget vellykket digtsamling. Egnet til læsekredse med mod på digte.
Læs også Kirsebærplukkerne, men vinklingen er helt unik i Boysens digte.