Målgruppen er piger og kvinder i næsten alle aldre, der er interesseret i at læse om pigers livsvilkår i andre kulturer. Også for læsere med særlig interesse for Albanien.
Forfatterinden er født 1968 i Tirana og er uddannet ved forskellige kunstskoler. Hun bor og arbejder som billedkunster i Paris, men skriver sine bøger på italiensk. Denne fortællekreds er hendes debut fra 2004 og også den første bog på dansk. Med synsvinklen lagt hos en ung pige får vi en øjenvidneskildring af, hvordan det var at vokse op i 1970'ernes ekstremt lukkede, stalinistiske Albanien, det er ikke det rene pjat, som der står på første side. Et endimensionelt kvindesyn, en voldsom bornerthed og gennemsyrende sexfiksering giver i forening med barske livsvilkår og håbløs partiretorik enten ekstremt hærdede mennesker eller mennesker der bukker under. Selvmord er der mange af, som den unge pige med forskellige navneidentiteter fortæller, og fra ganske lille kender hun betingelserne: enten er du grim eller også er du luder. Med en helt særlig lakonisk humoristisk og barnligt/uskyldig tone får læseren et tæt indtryk af ucensureret, uskøn virkelighed som den tog sig ud.
Ismail Kadaré er den eneste anden albanske forfatter oversat til dansk - og ganske anderledes i både form og indhold.
En gribende og dybt engagerende lille bog med levende albanske billeder. Så hæsligt var det at være pige og kvinde i et europæisk land i 1970'erne, og tænk at man kan skildre det med så meget overskud af humor og sarkasme Læs den!.