Billedbog til oplæsning og formidling for en snæver målgruppe af børn fra ca. 6 år, som skal flytte med familien til et andet land i en periode. Udlandet er i dette tilfælde Nepal, Bangladesh og Tanzania. For en mere generel beskrivelse af landene må man ty til anden litteratur for børn. Denne bog giver en række kortfattede, spredte indtryk af, hvordan hverdagen former sig for et par børn på en kostskole i Nepal, i en lille landsby i Bangladesh og i en by i Tanzania. Man får også glimt af en tur i bjergene, et lokalt bryllup og en safari. Suppleres med kortfattede oplysninger om børnenes danske baggrund, deres skolegang, fritidsaktiviteter, legekammerater m.m. i det fremmede. Teksten ledsages af mange farvefotos af børnene og deres fremmedartede omgivelser. Afsluttes med ordforklaringer og en række forslag til de voksne om, hvordan de yderligere kan forberede børnene på det anderledes liv i et fremmed land i den fattige del af verden.