Fremragende ny roman af den engelsk/indiske forfatter, der fik en meget rost debut i 2002 med Impressionisten. Denne gang skriver han en sorthumoristisk, bidende satirisk og hæsblæsende historie om en naiv, men genial indisk computernørd, som søger lykken i "det forjættede land" i forventning om hurtige penge og berømmelse i Silicon Valley som computerprogrammør. Der er tilsyneladende langt fra New Delhi med lyserøde drømme formet af "Bollywood" til Californien og Hollywood, men for en forhutlet immigrant alle udnytter er forskellen ens. Her møder han en meget fremmedartet kultur og en forvirrende sexmoral, og må hurtigt sande at hans virkelige virkelighed ligger fjernt fra den søde succeshistorie, der bliver præsenteret for familien via de telefonsamtaler, han slet ikke har råd til. Da han bliver fyret slipper han en computervirus kaldet "leela.exe" løs på nettet med uoverskuelige og altødelæggende konsekvenser. Det er en meget velskrevet roman, der både kalder på megen forløsende latter, og eftertanker, om hvordan vi behandler immigranter, og hvordan vi alle fra New Delhi, New York og Thisted sælsomt synes at drømme samme drømme om lykken, og tolke succes ens. Intelligent og umiddelbart tilgængelig roman, der fortjener en stor læserskare.