Levende streger er for alle med interesse for god illustrationskunst - og måske allermest for trofaste Politiken-læsere.
Politiken er den danske avis, som mere end nogen anden har dyrket og fremelsket bladtegningen som selvstændig kunstart. Samtidig har avisen i løbet af sin 125-årige historie kunnet præsentere stort set samtlige toneangivende danske bladtegnere i sine spalter. Derfor er det ikke forkert at sige, at historien om Politikens tegnere langt hen ad vejen er historien om bladtegningen i Danmark. Søren Vinterberg fortæller denne historie både vittigt og vidende, ofte ud fra en personlig indfaldsvinkel til det omfattende stof, som er opdelt emnemæssigt: her er afsnit om politik, scenekunst, litteratur, mad, sport, osv. Næsten ligegyldigt hvilket emne, der behandles, er der fire navne, som går igen: Axel Nygaard, Aage Sikker Hansen, Ib Andersen og Arne Ungermann. Med sådanne trumfer på hånden er det svært at undgå at skrive en appetitvækkende fremstilling - og at undgå at lave en flot avis.
I 1983 udkom Danske Bladtegneres jubilæumsbog Avisens håndskrift og i 2008 endnu et jubilæumsskrift med samme titel som det første værk. Bogfabrikken har for nylig udsendt en række monografier om nogle af de vigtigste tegnere i Levende streger.
Levende streger byder på en levende gennemgang af et vigtigt kapitel i dansk avishistorie - og i dansk kunsthistorie. Politikens mangeårige tillæg Magasinet står - ikke overraskende - centralt i fremstillingen.