"Life of Pause stikker i for mange retninger. Den bygger med held videre på de nostalgiske 80'er-grooves, som Tatum forfulgte og forfinede på Nocturne fra 2012, og Tatum understreger på dette punkt sin position som en af de vigtigste stemmer inden for den storslåede drømmepop. Ikke mindst med titelnummeret, der sætter mit dansende emohjerte i brand. Men nogle af de nye elementer, ikke mindst de støjrockede guitarer på et nummer som »Japanese Alice«, bryder meget voldsomt - og på en ufrugtbar måde - med den luftige drømmepop, som Tatum faktisk holder sig til på de fleste numre på Life of Pause. Problemet er derfor ikke, at han fornyer sig. Problemet er, at det medfører, at han glemmer, hvad det er, der gør hans projekt unikt".