Bøger / skønlitteratur / roman

Lille klovn


Beskrivelse


Livet har været hårdt ved Silja, hun har haft en svær opvækst i et misbrugshjem. I tyverne får hun Menieres sygdom, som medfører svimmelhedsanfald, høretab mv., hun mister job, kæreste og fast grund under fødderne. Men Silja er en overlever.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. apr. 2012

af

af

Beth Høst

d. 16. apr. 2012

"Læsere, der interesserer sig for ny dansk skønlitteratur" lyder klichéagtigt som målgruppe, men det skal samtidigt være læsere, der har et hjerte for socialrealisme og for samfundets yderkanter.

Det er forfatterens romandebut, hun har medvirket ved gysersamlingen Mandsmod og andre noveller. Denne fortælling handler om pigen Silja, hun er i tyverne, har måttet holde op med at arbejde, da hun har fået konstateret sygdommen Meniéres, der medfører bl.a. voldsom svimmelhed, høretab mv. Hun lider af angstanfald, har en hel del andre lidelser og slås med traumer efter en opvækst med en nervesvækket mor og en misbruger-far, forholdet til kæresten går ad h. til, foruden at hendes bedste veninde flytter hjem til Norge. Men hun har sin elskede hund Nanna, der giver den betingelsesløse kærlighed. Altså et liv med problemer, som mange kvinder garanteret kan spejle sig i, og så er det fortalt underholdende i et skarpt sprog, der ikke vakler det mindste. Fx ideen om arbejdsprøvning i en hotline for hypokondere og hysterikere: "HHH, hvad kan jeg hjælpe dig med at fejle?", ironi, der sidder lige i skabet. Afsnit om den grufulde barndom knytter an til en terapigruppe, Silja går i. Hun er en overlever, det er livsbekræftende at læse om. På trods af problemer.

Silja er næsten i familie med Nynne, - bare fra et ganske andet social-segment.

Her er en forfatter, jeg håber at høre mere til, hun fortæller ligetil og flydende. Måske bogen kunne bruges i læseklubber, måske store skoleelever?.