Smal udgivelse, som beskriver et stort set ubehandlet og ubeskrevet kulturhistorisk stof, nemlig de vestjyske mindeblade. Til lokalhistorisk interesserede, amatør-slægtsforskere og fagfolk.
Grundlaget for bogen er en samlet registrering, afskrivning samt affotografering af omkring 340 mindeblade fra især Vestjyske museers samlinger, samt enkelte private blade, der har relation til Vestjylland. Heraf er 200 gengivet i bogen. Mindebladets formål var at fastholde erindringen om den person, der gav anledning til, at man samledes, enten i sorg eller glæde, fx til en begravelse, fødsel, konfirmation eller et bryllup. Teksterne varierer fra det stærkt religiøse til det mindre højtidelige. Mindebladene er udført i perioden fra 1820 til begyndelsen af 1900-årene, og bogen indeholder samtidig en biografisk beskrivelse af de lokale "kunstnere", der typisk tegnede og skrev teksterne. Enkelte bindebreve er også gengivet. Hvert blad ledsages af en angivelse af navn, ejer, lokalitet og type. Med sted- og navneregister, plancheoversigt samt litteraturliste.
Bogen giver et interessant indblik i almuens trosliv og beskriver et kulturhistorisk stof, en kulturarv, der er ved at forsvinde.
Der findes ikke meget i bogform, men Børge Kjeldsen behandler emnet i: "Vestjyske bindebreve" i By, marksk og geest, nr. 21, 2009. Evald Tang Kristensens "Danske Bindebreve" findes i Sprog og kultur - Årg. 2, 1934. Se også Fynske bindebreve.