Bogen er for segmentet af spirituelt søgende. Kanaliserede budskaber er fortrinsvis for "den hårde kerne" af segmentet.
Bogen har 2-3 forfattere. Det vil sige 2 i denne virkelighed og 1 har en højere virkelighed. De 2 dennesidige er Stuart Peacock, der kom til Danmark som 20-årig i 1974 og leder kursus i personlig og organisatorisk udvikling, samt Ingerlil Teute, der arbejder med kommunikation. Stuart er mediet, der kanaliserer og Ingerlil er skribenten. De 2 samarbejder med en ånd, som de kalder "Amerikaneren". De gør dog ikke megen stads ud af denne tilblivelsesproces, så egentlig kan man læse bogen, som om det var forfatternes egne ord og synspunkter. Første del af bogen er en beskrivelse af samspillet mellem vores psykiske og sjælelige udvikling fra barn til voksen med de lukninger, der normalt vil ske via opdragelsen og socialiseringen. Mens anden del handler om, hvordan vi finder tilbage til vores oprindelige sjælskontakt. Rent læsemæssigt er den ganske nem at komme igennem.
Der findes en del litteratur med kanaliserede budskaber. Dette er den eneste, jeg har set, af dansk oprindelse. I sin titel refererer den til Gud er, 2006, som også består af kanaliserede budskaber.
Kanaliseret bog om menneskets psykiske og sjælelige udvikling fra barn til voksen, om at genfinde barndommens glæde og spontanitet og om at finde sammenhængen mellem personligheden og selvet. Bogen hører til i den gedigne ende i spektret af spirituelle selvudviklingsbøger.