Billedbogen starter og slutter i zoo. Tekst og handling er ganske enkel til oplæsning for børn fra 3-4 år op til 5/6 år. Få rimede linjer; "Det er surt at være i bur. Abe vil hellere gå en tur." samt en opfordring, der leder videre i historien; "Løb, abe, løb!" Aben stikker af, og via giraffens hals ud i verden, gemmer sig hos en familie, besøger en skole, og redder en kat i en flagstang, inden den vender hjem til zoo igen, hvor det er ved at ende galt. Forfatter og illustrator er ikke kendt på dansk. Aben og de andre dyr er tegnet i en enkel streg med karikerede træk. Der er lagt op til sjov og humor i de farvelagte tegninger i en akvarelagtig teknik. Menneskene er tegnet mere ordinære. Bogen har engelsk forlæg, hvilket kan ses i bl.a. bylivet. Illustrationerne er dels lavet som en frise bestående af 2-4 store billeder, hvorunder teksten står sort på hvidt, mens enkelte små figurer skaber liv. Denne anderledes opbygning er desværre ikke er gennemført bogen igennem, hvor andre mere "tilfældige" placeringer af billede og tekst tager over. Dette giver et noget uensartet indtryk. Der er andre sjove billedbøger om aber at vælge imellem f.eks. Jan Lööfs: Fang Fabian, 1997. Rim og sproglig opmærksomhed er "in" og godt, men denne bog bringer ikke noget særlig nyt frem.