Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Lucrezias øje


Beskrivelse


15-årige Roberto opdager pludselig at han har mystiske kræfter, han ikke kan kontrollere. Da han bliver sendt på ferie hos familien i Italien for at finde sin fortid, møder han både magi, ondskab og kærlighed.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. apr. 2002

af

af

Bodil Pedersen (skole)

d. 5. apr. 2002

En ungdomsbog hvor allerede forsiden signalerer magi under en eller anden form. Bogen handler om den unge Roberto, der efter nogle mærkelige oplevelser sendes på ferie hos sine bedsteforældre i Italien. Størsteparten af bogen veksler mellem nutidige sekvenser, hvor Roberto er jegfortælleren, og dels sekvenser fra 1960-erne hvor hans moster Lucretia er jegfortælleren. Familieforholdene bærer præg af en masse fortielser. For eksempel møder Roberto først under ferieopholdet sin tvillingesøster Angelica, som han aldrig har kendt eksistensen af. Sideløbende med beskrivelsen af familieforholdene, som i sig selv kunne være ganske spændende, fortælles om en magisk kraft, som de unge mennesker er i besiddelse af - en art skæbnefællesskab de deler med Robertos moster. Dette element forkludrer genreforventningerne en smule. Læseren bliver i tvivl om, hvorvidt det drejer sig om en realistisk roman om identitet eller om en magisk fortælling om udøvelse af trolddom. Samtidig rummer denne opbygning dog et fortællemæssigt drive. Som læser vil man vide, hvordan det går. Teksten er krydret med rigtig mange italienske ord og vendinger. Fra 13 år og opefter.


Bibliotekernes vurdering

d. 5. apr. 2002

af

af

Elin Søborg

d. 5. apr. 2002

Forfatteren er australsk og har tidligere på dansk fået udgivet ungdomsbogen Som et genskær fra månen, 2000 om abort og småbørnsbogen Den enestående næse - og andre undere, 1993 om børn med særlige evner. Denne bog handler om den stille Roberto, der pludselig opdager, at han i stærk vrede kan udsende ild. Forældrene sender ham til familien i Italien for at få mere at vide og styr på sin kraft, og her finder han både en tvillingesøster, en forstødt og farligt bitter moster og en bedstemor med magiske evner, og han havner i et hadefuldt opgør mellem bedstefaderen, der altid har undertrykt kvindernes magiske kræfter, og mosteren Lucrezia. Både tematisk og psykologisk lægges der lovende ud, synsvinkelen skifter mellem Roberto og den unge Lucretia, så læseren er hele tiden lidt foran ham i viden og forståelse. Det får så til gengæld de senere begivenheder til at virke alt for forudsigelige og den endelige forsoning for hurtig og umotiveret. Personer og miljøer virker noget endimensionale, og slutningen er ganske uforløst med hensyn til personernes fremtid. Omslaget er dækkende for handlingen, men lover nok mere spænding, end bogen holder. Kan læses af magi-freaks fra ca. 12 år, men garvede fantasy-læsere vil nok blive skuffede.



Informationer og udgaver