En lille roman der sandsynligvis bygger på forfatterens egne oplevelser i 1960'erne på Bornholm. Den følger drengen Sverri, der som 9-årig flytter til øen. Her møder han Ceder, som i 1962 præsenterer klassekammeraten for musikken og i særdeleshed The Beatles. Bogen fortæller om de to drenges store og små oplevelser op gennem 1960'erne med skoleballer, piger, svenskere, biografture, koncerter og ikke mindst med pigtrådsmusikken. Drengene bliver langhårede og danner deres eget primitive band. De udvikler sig i takt med pigtrådsmusikken og spiller sammen op gennem 60'erne. Drengene mister interessen i 1969, da pigtrådsmusikken ændrer sig, og da Sverre forlader øen som student i 1972, har de begge lært noder og spiller klassisk musik. Historien fortælles i korte episoder i et let dialogfyldt sprog. Historien vil kunne vække genklang hos alle Beatles fans, der husker, hvad pigtrådsmusikken betød dengang. Romanen kan fortælle eftertiden om, hvordan musik, ungdom, identitet og kulturforandring dengang gik op i en højere enhed, men det er desværre ikke en roman med ung appel. Den kan læses af børn fra 12 år, men vil nok kun blive læst, hvis man er Beatles fan eller interesserer sig for perioden.