Juliane Preislers nye roman handler primært om, hvordan mennesker lever sammen. Hovedpersonerne er fire børn, tre piger og en dreng, der i løbet af et døgns tid opsøger en række mennesker,hvis kontaktløshed og hvis sære ideer de afslører ved deres til tider meget nærgående spørgsmål. Man indvies primært i det brogede persongalleri via dialogen, men hører også de tanker, børnene gørsig og får nogle meget præcise interiørbeskrivelser. Her er ægtepar, der bare lever ved siden af hinanden, samlevende frøkner, samlevende mænd, en enlig tante, der lever i pagt med naturen, enenlig mand, der forestiller sig at være på søen og endelig en rigtig kernefamilie i fuld opløsning. Her kommunikeres via dagbogsnotater. Trods romanens korte forløbstid bliver børnene voksneundervejs. Og til slut samles de på et loft, hvor de fortæller hver sin historie, karakteristisk for den enkeltes forholden sig til livet. Romanen slutter med, at de fire beslutter at flyttesammen, ind i deres fantasiers slotstårn, idet det i denne del af romanen bliver forholdet mellem de fire, der er det centrale. Den lidt uklare balance mellem virkelighed og fantasi og ideen medat lade børn/unge afsløre de voksnes hulheder og mærkværdigheder får mig til at tænke på Pär Wästbergs tidlige romaner, der dog har en mere poetisk tone og mere overbærenhed. Juliane Preislerlægger ikke fingrene imellem. Det er en roman, for hvilken der står flere tolkningsmuligheder åbne end den her skitserede og som kræver gode, tænksomme læsere.