Til tænksomme børn og unge, der ønsker en lille hverdagshistorie uden den store dramatik.
Den belgiske forfatter, der har vundet flere priser i sit hjemland, udgiver her en fin lille fortælling, der i 2012 vandt den flamske litteraturpris. Historien handler om drengen Oskar, der sammen med storebroderen Bossie og veninden Geesje stifter "Vores Klubhus". Klubhuset, der i virkeligheden bare er et garagetag med udsigt til en skrothandler, bliver sommerens udgangspunkt for børnenes første oplevelser med sygdom, død, uvenskaber og forelskelser. De tre fordriver sommeren med at opdigte historier om forsvundne gravhunde, gamle damer og tomme huse. Forfatteren skriver flydende med en forkærlighed for stemningsbilleder af den varme sommer. Personkarakteristikken virker overbevisende, alligevel er det som om man aldrig rigtig suges ind i historien. Forsiden, en tegning i varme slørede farver kræver formidling.
Den belgiske forfatter har tidligere fået oversat ungdomsbøgerne Bare næver og Det er kærligheden vi ikke forstår. Denne bog minder om dem begge dog med et mere optimistisk og positivt indhold.
Bogen skildrer en varm sommer set gennem barneøjne. Den handler om tre børn, deres klub og de forandringer, der sker med deres indbyrdes forhold og verden omkring dem. Bogen er velskrevet, men målgruppen er umiddelbart svær at definere. Historien vil ikke blive forstået af de mindste børn og børn fra 12 år vil ikke fanges af den lavmælte og eftertænksomme historie.