Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Majas våde dag


Beskrivelse


Mens Maja skal tage sig af sin syge kusine sker det, der ikke må ske: Kusinen låser sig inde på badeværelset med vandet løbende i badekarret. Den lille kusine kan ikke finde ud af at tage imod beskeder gennem nøglehullet og der løber rigtig meget vand.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. okt. 2010

af

af

Jesper Holtoug

d. 1. okt. 2010

En sød og tilpas dramatisk hverdagshistorie, primært for begynderlæsere i 6-7-års alderen. Ligesom mange andre af Søren Vagn Jacobsens figurer, er Maja så velkendt, at bogen her næppe kræver særlig præsentation. Velegnet til træning og almindelig hyggelæsning.

Ligesom de øvrige Maja-bøger er dette en fortælling fra hverdagen i en absolut genkendelig, dansk familie. Denne gang skal Maja tage sig af en lille syg kusine, men det kommer ikke til at forløbe uden problemer. Som sædvanlig er Maja både lidt fræk og dummer sig en anelse, men også denne gang bruger hun sin snarrådighed til at begrænse ødelæggelserne. Og så har Maja stadig nogle meget søde og forstående forældre. Den fine og absolut ikke uspændende historie er humoristisk og veloplagt illustreret af Jesper Deleuran.

Maja er en ganske almindelig, dansk pige, som der er skrevet usædvanlig mange søde, lette bøger om. Historien minder lidt om Per Østergaards "Silje-bøger" og Søren Vagn Jacobsens "Liv-bøger" - og så selvfølgelig om de øvrige seriehistorier om Maja.

Sproget er let, sætningerne korte og handlingen enkel. Samtidig understøttes begivenhederne umiddelbart af de gode stregtegninger. Fortællingen er således på alle måder let at gå til. Alligevel lykkes det rent faktisk at fortælle en særdeles dramatisk historie om indespærring og fantasier om, hvor galt alt kan gå. Det er mere end let for læseren at sætte sig ind i det lille, kortvarige hverdags-mareridt. Vellykket hygge-gyser fra dagligdagen.