Henvender sig til spændings- og thrillerlæsere.
Colin Forbes blev født i 1923 og døde i 2006. Har skrevet adskillige spændingsromaner hvoraf de fleste er i den bløde mellemvare. Således også denne hvor vi følger 3 agenter fra den britiske efterretningstjeneste, Tweed (som har været med i flere af Forbes' bøger), Bob Newman og Paula Grey i deres bestræbelser på atinddæmme det verdensomspændende bankimperium INCUBUS og dets skruppelløse leder Franklin D. Hauser i hans ambitioner om uindskrænket magt fra Stillehavskysten i USA til Ural-bjergene i Sovjet. Handlingen, som er under Gorbatjov-tiden og alene af den grund har lidt fortidigt over sig, foregår primært i England og det nordlige Skandinavien hvor INCUBUS har sin underjordiske kommandocentral. I bogen er der ikke så meget at tage fejl af: skurke er skurke og helte er helte. Ingen nuancer og fantasiforladt både i personkarakteristik og handling med et kønsrollemønster og en fascination af teknologi, som hører fortiden til.
Bogen udkom første gang på dansk i 1992. Dette er 3. uændrede udgave.
En genudgivelse af en af afdøde Colin Forbes' mindre gode spændingsromaner hvor trekløveret Tweed, Newman og Grey fra det britiske efterretningsvæsen er i kamp med bankimperiet INCUBUS og dets bestræbelser på at sikre sig herredømmet over Europa og den vestlige verden.