Værket henvender sig til såvel et publikum med interesse for dansk litteraturhistorie som til et med interesse for 2. verdenskrig og danske i fremmed krigstjeneste.
Jens Gielstrups romandebut Kys til højre og venstre, april 1939 placerede ham med ét slag i front i tidens danske litteratur. Han blev et feteret navn også som journalist og blev efter eget ønske sendt til England som korrespondent ved udbruddet af 2. verdenskrig. Da Danmark blev besat, strandede han i England, hvor hans forsvarsvilje blev vakt, han endte med at blive uddannet som jagerpilot og blev skudt ned med sin Spitfire 23.8.1943 og omkom. Det er en fantastisk både spændende og gribende historie, der først nu for alvor foldes ud i journalist Martin Sundstrøms gennem researchede, medrivende, indfølende og velskrevne biografi. Sundstrøm kommer langt omkring fra den lykkelige barndom på Fyn over vennerne og kvinderne i Gielstrups liv; han følger den litterære karriere og viser Gielstrups modning i England, hvor han følges næsten skridt for skridt. Med et væld af citater fra breve og andre kilder fremstår Gielstrup lyslevende i bogen, som ikke blot er et blændende portræt af et begavet ungt menneske men også et værk om hans tid, om krigen og offerviljen. Velillustreret.
Gielstrup er nævnt i diverse standardværker om tidens danske litteratur, men han får først her det velfortjente udfoldede portræt, der har været savnet.
Formidabel bog, der forhåbentlig kan generere den øgede interesse for Gielstrup, som han i den grad fortjener.