Bøger / skønlitteratur til børn / børneremser

Tju bang chokolademand : 89 lystige rim og remser


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. sep. 2000

af

af

Lise Lotte Larsen

d. 21. sep. 2000

Denne nye samling med "89 lystige rim og remser" minder meget om den langtidsholdbare samling Dig og mig og vi to... fra 1971. Layoutet er lavet efter samme princip: en sammenhængende illustration over hele opslaget bestående af elementer fra de forskellige remser hvis tekst er fældet ind i billedet rundt omkring. Billedernes baggrunde er farvelagte, her med søde gennemsigtige pasteller, og den hvide bruges blot som farve på linje med andre. Af en eller anden grund gør det hele bogens udtryk specielt spiseligt og appellerende. Som tegner er Bodil Carstensen hverken specielt personlig eller avanceret moderne, men i en sikker balance mellem det klassiske og det tidstypiske får hun fine letaflæselige helheder ud af denne ikke helt lette genre. Jeg tror bogen har potentialet til at blive ligeså populær som førnævnte. Det der evt. kunne forhindre det, er at de udvalgte remser for en stor del er mindre kendte end sangene og remserne i Dig og mig og vi to.... Fra 2 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. sep. 2000

af

af

Knud Stadelund (skole)

d. 21. sep. 2000

Rim og remser er en populær genre, og her har B.C. samlet en række kendte og måske mindre kendte af slagsen. Der er tilsyneladende ingen egentlig rød tråd i samlingen, men her findes bl.a. "Petermester Snedkersen", "Tykke og Tynde de gik sig en tur", "Tre små kinesere på Højbro Plads", "Oen doen den", "Ro, Ro til fiskeskær", "Præstens ged på marken", "Bispens Gips Gebis", "En dag da vinden blæste" og "Digtet i Vejle af 24 snegle". De festlige illustrationer, der indeholder mange morsomme detaljer, er holdt i klare, varierede farver, og der er god overensstemmelse mellem tekst og billeder. Teksten kan selvlæses fra 2.-3. klassetrin. Skolebibliotekerne har efterhånden mange titler med rim og remser, men den foreliggende kan sagtens supplere samlingen. Bogen har en bred anvendelsesflade, idet den kan anvendes til oplæsning og selvstændig læsning samt indgå i et arbejde om rim og remser i indskolingen. Forsiden, der præsenterer elementer fra bogen, anslår indholdet udmærket.