Eventyr er vel nærmest den genrebetegnelse, man må give denne velskrevne og vedkommende debut. Emnet er Guds tilstedeværelse overalt i naturen, Guds kærlighed til mennesket og kærlighed (og vrede) mellem mennesker. Den foregår i en landsby i Jylland. Særlingen (?) Tossemarie, som taler med en sten i kirkens mur - Gud sover i den - sætter den unge pige Timian på sporet af livets og kærlighedens store spørgsmål lige inden hun dør, og i bogen ordner Timian "hendes bo" - får indsigt, som læseren får del i. Bogens personer er sorte eller hvide, som det er eventyrets vilkår, og teksten er symbolladet og filosofisk i kristen retning, og også meget poetisk. Bogen henvender sig til tænksomme og søgende kristne. Forfatteren er præst i folkekirken.