Andreas P. Nielsen debuterede 1995 med den historiske roman Cicerone en pige på Sprogø om kvindehjemmet der, og denne barske verden vender han tilbage til i en af de ni noveller om en ung kvindes anbringelse på hjemmet, hendes flugtforsøg og efterfølgende tvangssterilisation. Novellesamlingens bagsidetekst taler om, at "selv bag den mørkeste sky finder man en sol", men i historien om sprogøpigen er der nu kun et lille blåfrossent lys. Og det understreger, at der ikke er tale om naivtoptimistiske historier men om stort set ganske socialrealistiske fortællinger, ofte om personer nær bunden eller i kriser men skam også med humor varme. Her er fortællinger om mobning, om kærlighedens indtræden i den tredje alder, om sære randeksistenser, og det er generelt kendetegnende, at de er stringent og pointeret fortalt. I de bedste noveller viser Nielsen et godt greb om sit stof og gør f.eks. en families tur gennem sneen fra den fastkørte bil til hjemmet til et virkeligt mareridt med en stor dreng i centrum. Anvendelig som forgængeren.