Messa da requiem

"I 1960 dirigerede Carlo Maria Giulini (1914-2005) Verdis Requiem på Edinburgh Festivalen. Der blev talt og skrevet meget om denne opførelse ... Musikalsk er den for mig uden sidestykke ... Han byggede opførelsen op med en sikkerhed og præcision, som kunne opfattes som kølig, men aldrig blev det. Samtidig formede Giulini detaljerne med en omhu og varme, som forplantede sig til alle medvirkende ... Opførelsen er til seks stjerner, men indspilningens alder vil for nogle skrue det endelige antal stjerner ned til fem".

Læs anmeldelse

"Kombiniert man Thielemann mit den Sängernamen Stoyanova, Prudenskaja, Castronovo und Zeppenfeld, ist eigentlich klar, welches Ergebnis zu erwarten ist. Und das bekommt der Hörer auch: nahezu perfekte Sänger, sozusagen Prototypen ihres Fachs, astreinen Orchester- und Chorklang, bombastisch, auftrumpfend und recht pathosgeladen musiziert ... Thielemann zelebriert mit der Staatskapelle Dresden die Partitur, setzt eher auf dynamische denn auf agogische Vielseitigkeit, aber seine Interpretation geht auf. Sie erscheint manchmal fast zu pathetisch und doch ist das Gesamtergebnis schlüssig und fesselnd".

Læs anmeldelse

"How is it possible that this 40-year-old performance got by me? With the great Riccardo Muti, three of my favorite singers (at the time), and the fine Munich forces, it has greatness written all over it. There is a weight to this performance, a drama, a theatrical cast, that belies its occasional very brisk tempos ... Muti is the closest we have to a Toscanini-like drill-sergeant, and in a work like this, it's very welcome ... And there you have it. We seem to have waited 40 years to hear this live performance on CD, but it surpasses all but maybe three of the more than 75 available performances ... This has been released to celebrate Muti's 80th birthday - and what an achievement it is!".

Læs anmeldelse

"Das BRSO und Riccardo Muti mit einer Verdi-Sternstunde: Es gibt sie immer wieder, diese besonders einprägsamen, hochtrabend gerne auch 'denkwürdig' genannten Momente, die bei bestimmten Konzerten entstehen. Im Oktober 1981 im Herkules Saal der Residenz gab es einen solchen bei der Aufführung von Verdis "Messa da Requiem" ... Muti selbst bezeichnete diese Aufführung als "wahrscheinlich bestes Konzert meines Lebens". Wie richtig er mit dieser Einschätzung lag, zeigt die Tatsache, dass sie bis heute, auch mehr als 40 Jahre danach, als Referenz-Einspielung gelten kann".

Læs anmeldelse

"Et lineup af solister, som er svært at slå, medmindre man går tilbage til Deccas egen gamle referenceindspilning fra 1968, hvor Wiener Filharmonikerne under Georg Solti lyder fantastisk ... Men den nye dreng i klassen hedder Jonas Kaufmann, og hans Ingemisco hos Barenboim mikser kontrolleret angst med uafviselig styrke ... De fire solisters klang blander sig, så det er en nydelse. Barenboim gør med sit sikre musikalske instinkt ikke tingene hverken vanskeligere eller mindre voldsomme, end de bør være".

Læs anmeldelse

"Ofte står og falder en udgivelses succes med solisternes præstation, men ikke denne. Ikke, at der er noget at udsætte på f. eks. Rolando Villazóns tilstedeværelse, men det giver bare langt mere mening at tale om en suveræn kollektiv cd. Antonio Pappanos romerske orkester og kor imponerer konstant med overvældende, distinkte nuancer, en smidig homogen klang og en sjælden autoritet".

Læs anmeldelse

"En fornem tolkning, udgivet af BR Klassik. Den italienske dirigent Riccardo Muti står i spidsen for Chor und Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks, og de fire sangsolister er store navne: Jessie Norman, Agnes Baltsa, José Carreras og Jevgenij Nesterenko. Man må så leve med, at den lydtekniske kvalitet i live-optagelsen fra oktober 1981 ikke er helt optimal, men dog tilstrækkelig til, at man igen kan opleve det storslåede og dybest set skræmmende værk".

Læs anmeldelse

"Doch so prächtig sich die Besetzung liest, so richtig packend ist Barenboims neue Interpretation der Totenmesse nicht gelungen ... Eine gut gemachte All-Stars-Besetzung reicht da einfach nicht aus für einen Platz unter den Besten".

"Det er den ekspressive side af værket ... Daniel Barenboim har godt tag i sammen med La Scala-operaens kor og orkester. Den får faktisk ikke for lidt - på udvalgte steder ... Men der er også en anden side af rekviemet. Det er en mere indadvendt, kontemplativ side ... Disse dimensioner får Barenboim også med ... Det perfekte oplæg til fire perfekte sangere ... Det er i disse kammermusikalske passager, at denne indspilning viser, at selvom der efterhånden findes et utal af indspilninger af Verdis Rekviem, så er der stadig nye sider at finde".

"From the slow and solemn opening, Barenboim's interpretative view is grand in conception, with the La Scala performers offering him sufficient depth and richness of tone ... The four soloists form a quartet finely balanced in vocal weight and proficiency ... Though it doesn't outdo Antonio Pappano's recent recording, this is an impressive account".

"Bychkov's idiomatic interpretation flows well, never freezing up, as some do, in the slowest passages. He also avoids false theatrics, finding instead an inner vitality that motivates the Sanctus with energy. The recording encompasses the huge breadth of sound required, but is not always ideally clear".

"Das grosse Plus dieser Einspielung sind die drei Chöre ... Das WDR-Sinfonieorchester spielt vor allem im Blech beeindruckend seine Trümpfe aus und agiert auch sonst auf der Höhe seines Könnens. Den vier Gesangssolisten fehlt zwar nicht die vokale Kraft ... aber der beseelte Wohhlaut".

"Vurdering: BBC music choice - Vurdering: Disc of the month" - "Pappano's conducting maintains firm control and shows a sense of drama that includes an awareness of the importance of some crucial moments of silence ... Pappano's soloists are evenly matched. Soprano Anja Harteros is beautifully controlled, while mezzo Sonia Ganassi supplies a properly Italianate lyric intensity".

"Thielemann nähert sich dem Werk wie gewohnt aus einer ganzheitlichen Sicht, Effekthaschereien gibt es bei ihm nicht ... Dadurch klingt der Dresdner Opernchor sehr präsent und plastisch ... Das Orchester ist jedoch häufig viel zu weit im klanglichen Hintergrund. Bei den Solisten fehlt die grosse Offenbarung, Krassimira Stoyanova besitzt einfach nicht die Spinto-Farbe, die Stimme ist eher lyrisch, sie bewegt sich mitunter an der Grenze ihrer Entfaltungsmöglichkeiten".