At komme med forkerte forudsigelser om vejret kan have store konsekvenser. Det må meteorologen Janus sande, da han bliver nødt til at gå under jorden. Til interesserede i bøger om folk i uvante situationer.
Alle kan spå om vejret, men for nogle kan det have frygtelige konsekvenser. Det må Janus sande, da en forkert vejrmelding gør, at nogle militære droner bliver ødelagt, og hans ageren pludselig kommer i myndighedernes søgelys. Snart er han eftersøgt og tvunget til at gå under jorden og flygter til Sverige. Dem, der hjælper ham på hans flugt, kommer også i fare, da de bliver efterlyst. Handlingen foregår i en nær fremtid, hvor ekstreme naturfænomener er blevet hverdag. Bogen er en selvstændig fortsættelse af Meteorologen der tabte vejret.
En veloplagt bog med korte kapitler, der belyser Janus sag fra flere synsvinkler. Bogen er holdt meget i dialog, der ikke fungerer lige godt hele tiden.
Der findes ikke bøger, der umiddelbart ligner, men bogen kan anbefales til dem, der vil have en spændingsroman i uvante rammer.