Novellesamling bestående af 15 noveller med skæbnehistorier fra Algeriet. Undertrykkelse, terror, mord, og ikke mindst kvindernes dårlige livsvilkår er blandt emnerne. For voksne med interesse i samfundsforhold, Algeriet, kvinders stilling i Islam.
15 noveller med et overvejende kvindeligt persongalleri - i alle aldre. Novellerne er fatale, og ud over de personlige skæbner får læseren et indblik i Algeriets historie - dels massakren i 1945 samt vilkårene for befolkningen under og efter det franske koloniherredømme. Forfatteren har en ganske særlig fortællestil, hvor der i langt de fleste noveller anvendes kursiv i dele af novellen. Kursivafsnittet kan bidrage med historisk viden, men kan også skifte novellens synsvinkel. Der indgår ofte mange personer.
For hver novelle man læser, får man lyst til at læse en mere. De er utrolig stærke, fx fortællingen om kvinden, der lever i et fængsel hos sin mand og svigermor. Hendes liv er så usselt, at det at dø af brystkræft fra sine små børn, er en befrielse. Eller novellen, hvor en ung pige dræbes af sin far, da hun har drukket alkohol med en mand, hun gerne vil være kæreste med. Farens straf nedsættes, for pigen HAR jo vanæret ham. Usikkerheden i et land med vilkårlig vold og terror bliver beskrevet nøgternt og usentimentalt, og det får læserens hjerte til at sidde helt oppe i halsen.
Der findes ikke andre novellesamlinger kun fra Algeriet, men i denne antologi er der en forfatter fra Algeriet Frie ord på flugt.