Efter Mikrogåder 1 (99/20) følger her toeren i samme handy format. Den præsenterer 129 nye og gamle gåder for både børn og voksne. Blandt gåderne, der tilsyneladende er opstillet uden nogen egentlig systematik, findes bl.a. "Hvilke byrder er de letteste?", "Hvilken tyv bliver aldrig straffet med fængsel?", "Hvilket sprog kendes i alle lande?" og "Hvad er det, der kan gå flere kilometer uden at sætte mere end to spor?". Kan man ikke umiddelbart svare på spørgsmålene, er svarene placeret bagest i bogen. Samlingen, der kan selvlæses fra ca. 3. kl., er illustreret med en række underfundige s/h stregtegninger. Skolebibliotekerne har mange gådebøger, men da der er stor efterspørgsel efter denne type bøger, kan den foreliggende udmærket supplere bestanden af disse. Det er en meget anvendelig samling, der kan anvendes bredt fra 3. kl. og opefter i skoleforløbet.