I personlige og ærlige beretninger, fortæller de største danske håndboldstjerner om deres vigtigste kampe på banen igennem flere årtier. For læsere, som interesserer sig for håndbold.
En række kendte danske håndboldspillere deler ud af egne oplevelser, når de fortæller om de største kampe, de har deltaget i igennem tiden. I bogen møder vi således 10 kvindelige og 12 mandlige spillere, heriblandt kan fx nævnes Camilla Andersen, Susanne Munk Wilbek, Mikkel Hansen, Joachim Boldsen og Morten Stig Christensen. Vi hører også om hver spillers spæde start indenfor sporten og generelt om deres karriere. I hvert kapitel er der farvefotos af den pågældende spiller og til slut en kort oplysende historik.
Læseværdig bog, der gør læseren klogere på de største håndboldspillere i Danmark igennem generationer. Selv om man ikke er inkarneret fan af sporten, så er det underholdende at læse om kendte håndboldspilleres oplevelser.
Der er udgivet mange bøger om danske håndboldspillere. En af dem er De største jernladies af Susanne Horsdal, hvor fokus er på de kvindelige håndboldspilleres sejre, nederlag og konflikter.