En filosofisk undersøgelse af begrebet mode og modens væsen, der belyser emnet gennem en udstrakt brug af eksempler. Moden har været et af de mest indflydelsesrige fænomener i den vestlige civilisation siden renæssancen. Den har underlagt sig stadig flere områder af det moderne menneskes livsverden og er nærmest blevet en 'anden natur' for os. En forståelse af moden burde derfor kunne bidrage til en forståelse af os selv og vores handlingsliv. I filosofien er moden imidlertid blevet forbigået i stilhed, muligvis ud fra den tanke, at dette det mest overfladiske af alle fænomener ikke skulle være et værdigt studieobjekt for et så 'dybt' fag som filosofi. "Men hvis filosofien skal være et fag, som bidrager til vores selvforståelse, og hvis moden virkelig har været - og er - så indflydelsesrig, som jeg påstår, burde den tages alvorlig som en genstand for filosofiske undersøgelser"(fra Forord). I centrum for denne filosofiske undersøgelse af moden står modens mening. Denne mening afdækkes gennem studier af modens udbredelse, dens logik og temporalitet, dens relation til krop og sprog, dens status som vare og som kunst og ikke mindst som et ideal for konstruktion af selvet. I fremstillingen arbejder forfatteren med begrebet om mode, forskellige forståelser af, hvad mode er, og påstande om, hvad moden er i stand til - studieobjektet er modediskursen.
Bogen består af otte kapitler, som kan læses relativt uafhængigt af hinanden. De beskæftiger sig med en lang række emner, fordi moden har relation til mange genstandsområder som fx tøj, krop, forbrug, identitet, kunst osv. Forfatteren fokuserer mest på tøjmoden, "selv om der også findes en række andre moder. Mode handler ikke kun om tøj, men kan også betragtes som en mekanisme eller en ideologi, der gør sig gældende på så at sige ethvert tænkeligt område i den moderne verden, dvs. fra senmiddelalderen og fremefter. Denne mekanisme har imidlertid været særlig tydelig inden for klædernes verden, og derfor vil disse stå i centrum for min fremstilling"(fra Indledning). Bogen giver en uddybet forståelse for såvel modens glæder og faldgruber som dens frigørende eller forfladigende væsen - og samtidig et klarere blik for, hvordan begrebet mode har det i dag. Bogen "er for så vidt kritisk over for moden, men den er ikke fordømmende. En central ambition er at etablere et mere reflekteret forhold til moden og således ændre den måde, vi forholder os til den på"(fra Indledning). En modegenstand behøver i princippet ingen bestemte egenskaber ud over at være ny. Modens princip er at skabe en stadigt højere hastighed, at overflødiggøre en genstand hurtigst muligt for at vende sig mod en ny. "På dette felt er tøjkæden Gap forbilledlig, eftersom den skifter produktlinje hver ottende uge! [...] Tidligt i modens historie var varigheden af en cyklus væsentligt længere end senere, og moden kan siges at have haft en generel bevægelse fremad, mens den i dag synes at være helt og holdent optaget af at recirkulere sig selv." Forfatterens konklusion er "at moden er et mangfoldigt fænomen, der foregiver at have mening, men som i realiteten kun har dette i meget lille udstrækning.".