For læsere af kvindeskæbner og fangeskildringer fra 2. verdenskrig.
Måske ikke genrens mest dramatiske erindringer, men en fascinerende beretning af en usædvanlig stærk kvinde, der formåede at holde sig rank og bevare sine menneskelige værdier gennem fire års mishandling og straffearbejde og dertil i sejren at kunne vise klarsyn og overskud til medfølelse for ofrene hos den besejrede fjende. Agnès Humbert var kunsthistoriker, aktiv på venstrefløjen og antifascist. I bogen, der er fra 1946 og en blanding af dagbogsnotater og erindringer, fortælles om kampen mod den tyske besættelsesmagt, om tilfangetagelse, henrettelser og tvangsarbejde og om befrielsen. Da de tyske tropper i juni 1940 indtog Paris fortsatte Humbert kampen sammen med en række kolleger i Musée de l'Homme-gruppen, en af de første modstandsgrupper i Frankrig. Den udsendte bl.a. det illegale blad Résistance og organiserede flugtruter. Men i 1941 blev gruppen stukket og optrevlet. De mandlige medlemmer blev dømt til døden, og kvinderne fik lange fængselsstraffe og blev som Humbert sendt til Tyskland som slavearbejdere. Bogen er en gribende og meget personlig beretning, der imponerer ved Humberts iagttagelsesevner og levende formidling. Forord af Hans Kirchhoff med den historiske ramme.
Fx En overlevende som ikke kan glemme.
Fascinerende erindringer af usædvanlig stærk fransk kvinde, der formåede at bevare sine humanistiske værdier og vise medmenneskeligt overskud gennem 4 års tysk fangenskab og slavearbejde.