For de politisk interesserede biografilæsere.
Anne-Marie Glistrup er uddannet historiker, og datter af Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup. Hun har haft et meget omfattende kildemateriale til rådighed til sin biografi om faderen, blandt andet hans ubrudte dagbogsoptegnelser fra 1938-1950, og moderens 292 scrapbøger fra da han kom i offentlighedens søgelys. I den veldisponerede, og også meget brede fremstilling, giver hun et mere nuanceret billede af politikeren og mennesket Mogens Glistrup, end det almindeligt kendte. Hun fortæller om det begavede enebarns opvækst med en mor der forgudede ham, om hans fornemme juridiske karriere og om hans provokerende og kompromisløse holdning til sine omgivelser; en stil der var medvirkende til den store gennemslagskraft i hans kamp mod skattetyranniet, men som også skaffede ham mange fjender. Bogen slutter i 1973, hvor Fremskridtspartiet er i Folketinget med 28 mandater, og hvor der var indledt en straffesag mod ham for skattesvig.
Med sin bredere fremstilling af personligheden Mogens Glistrup, supplerer bogen godt den hidtil bedste biografi, Flemming Chr. Nielsens Glistrup : en biografi om en anarkist, 2013.
I det første bind af bebudede to, føjer datteren, den historieuddannede Anne-Marie Glistrup, i en bredt anlagt biografi nye facetter til den farverige politiker Mogens Glistrup, og til den turbulente tid, hvor Glistrup og Fremskridtspartiet skabte ravage i danske politik.