Et modernistisk hovedværk om landstrygeren Molloy, der i et væk taler og taler om rejsen hjem til sin mor. I romanens anden del eftersøges Molloy af agenten Moran, der selv nærmest bliver hjemløs i sin søgen. En enestående sproglig udfordring for læsere af eksperimenterende litteratur.
Den irsk-franske nobelprismodtagers anden roman, Molloy, fra 1951 udkommer nu i en ny oversættelse af Karsten Sand Iversen. I romanens første del fortæller Molloy i en strømmende monolog, hvordan han fandt tilbage til sin mor. Molloy opholder sig ellers på gaden og lever fra hånden til munden, men "at gå i opløsning er også at leve". Det er besværligt for Molloy at bevæge sig med sine stive ben, så han har krykker som hjælpemiddel. I anden del af romanen bliver agenten Moran beordret ud for at lede efter Molloy. Moran tager sin søn, som han i øvrigt tyranniserer og mistænkeliggør samtidig med at han bekymres over sin manglende nadvergang, med på denne tur. Den viser sig at være udsigtsløs og medfører tillige, at også Moran nærmest skrumper ind og efterhånden kun langsomt kan stavre af sted på sine mere og mere stive ben. På denne måde er romanens to dele parallelle og symbolske historier, der spejler hinanden.
Romanen, der foregår i et nærmest tidløst univers, er radikal og yderliggående i sin sproglige stil. Den ihærdige og vedholdende læser belønnes dog i rigt mål af det dragende, poetiske sprog, der sine steder også er barokt absurd.
Uffe Harder oversatte for første gang Molloy til dansk i 1961. Stilmæssigt kan sammenlignes med James Joyce.