Bettina Sneum, der tidligere har udgivet Eventyrvæsener i pap og papir (1987), har her lavet tekst og illustrationer til en spøgelsesbilledbog. Det er hun sluppet godt fra. Ikke mindst billedsiden er sjov og vellykket med et næsten (tegne)filmisk spøgelsesmiljø med lige dele charme, uhygge og et mylder af pudsige detaljer. Historien rummer et par spøjse sproglige konstruktioner, men glider ellers fint af sted. Det hele udspilles i et gammelt, forfaldent, men herskabeligt spøgelseshus. Husets spøgelse keder sig. Hver aften ved midnat forsøger han forgæves at skræmme katten, og han savner et publikum til sine spøgerier. Men pludselig begynder der at ske mystiske ting i huset. Ting bliver levende, og der hænger lagener på tørresnoren - et andet spøgelse er flyttet ind!! Senere får også katten og flagermusen selskab. Egentlig er der ikke meget kød på den historie, som ender i fryd og gammen, men den er fortalt og illustreret med charme og humor, en herlig skæv, bevægelig streg og flotte, dækkende farver i både skrappe og blide nuancer. Børn fra ca. 4 år vil sætte pris det livlige spøgelsesmiljø, som med velkendte filmiske virkemidler indbyder til herligt ufarlige gys.