Tre lig skyller op på stranden på Bretagnes kyst efter en voldsom storm. Er de mon ofre for stormens hærgen, eller er de myrdet på brutal vis? Kommissær Dupin må glemme sin madglæde og de bretonske hummere, da han forsøger at løse endnu et muligt mordmysterium. Guf for dig, som er til puslespilskrimier.
Ligene ligger på stranden en smuk dag i maj. Strandene ved Glénan-øerne er berømte for deres hvide sand og krystalklare vand, men ferieparadisets idyl trues nu et mordmysterium. Dupin, som er udstationeret i den afsidesliggende by Concarneau få sømil væk, aner, at det drejer sig om noget andet og mere dystert end en simpel drukneulykke. Det viser sig, at to af de døde var hhv. en driftig forretningsmand med mange politiske forbindelser og en sejler, som mange syntes var lidt for selvfed. Den tredje person er umiddelbart ukendt. Men er der en forbindelse mellem ligene, og kan Dupin opklare mysteriet? Det er andet bind i forfatterens krimiserie med kommissær Dupin. Den tyske forfatter Jörg Bong skriver under det fransklingende pseudonym Jean-Luc Bannalec. På tysk findes flere krimier i serien og en tv-serie.
Underholdende og velskrevet krimi med en sympatisk kantet hovedperson i Dupin, som man som læser hurtigt kommer til at holde af.
Puslespilskrimi, hvor jeg kommer til at tænke på fx Agatha Christie eller Maria Lang Døden i Pont-Aven.