Mouasalat ila Jacad el Ard

"Issam Halali var venstreorienteret og måtte flygte fra borgerkrigen hjemme i Beirut, og han tog derfor til Paris, hvor han mest spillede i metroen for at overleve. Det var her, at han indspillede dette album i eget navn, som egentlig kom på kassettebånd i bare 100 eksemplarer ... Bandet består af nogle i dag ukendte franske musikere, en fra Algeriet og en fra Iran, som spiller vidunderligt på santur, et slags hakkebræt, som man slår på med lette køller. Der er en herlig blå tone over sangene, og en tydelig inspiration fra den brasilianske tropicália-bølges fremmeste, såsom Chico Buarque. Men vi er jo i Frankrig, og måske har en Jacques Brel også været inspirator, ligesom der sine steder bliver spillet noget traditionelt fingerspil (...) à la Ralph McTell, som inspirerede rigtigt mange i de år. Det skal dog ikke tage noget fra Issam Hajali, som har en unik tone og skriver henrivende sange, der længselsfuldt strækker sig som en kat i solen ... Pladen er et scoop og pladeselskabet Habibi Funk (...) er blandt de førende i den fede trend, hvor ofte glemte kassettebånd kommer til ære og værdighed på vinyl. Der er tale om et værk med en fnuglet tidløshed, og der er ikke et svagt nummer, hvorfor den kører skødesløst smukt og du bare må høre den igen og igen".

Læs anmeldelse

"Active in Beirut's 70s left-wing movement, Hajali was the singer of the band Ferkat Al Ard, whose collaborators included Fairuz's son, Ziad Rahbani. Recorded in just a day in 1976 during Hajali's political exile in Paris (...), the album was first 'released' by Hajali himself on his return to Lebanon with fewer than 100 cassette copies. Most of the lyrics are radical Arabic poetry by Palestinian Samih al-Qasim, and echoes of folk, rock and Brazilian jazz feature throughout. The instrumentation is similarly diverse including acoustic guitar, drum kit, synths and the Persian santur, which sounds irresistibly evocative over the chord changes in the epic 11-minuteplus opening track. Particularly prominent is Hajali's guitar, which is reminiscent of the folky fingerstyle of Ralph McTell ... [The] homemade feel only adds to the album's charm and intrigue - it's a rare glimpse into Hajali's beautifully unique artistry".