Amerikansk komediedrama fra 2012 baseret på det klassiske Shakespeare stykke af samme navn. Målgruppen er dem, der holder af Shakespeares komik og drama, og som synes det er spændende med en ny og moderne fortolkning af klassikerne. Det er uden de store stjerner i rollerne, så den vil næppe få så meget udbredelse som fx Luhrmanns Romeo og Julie, 1996. Men naturligvis er den et fint supplement til de skrevne værker og de mere klassiske versioner af skuespillet.
En nyfortolkning af det klassiske komediedrama om svigefuldt bedrag og diverse kærlighedsintriger i kredsen omkring den magtfulde guvernør Leonato af Messina. Filmen foregår i moderne tid, men benytter sig af den specielle Shakespeare-dialogform, man kender fra hans teaterstykker og andre filmatiseringer. Det er naturligvis det ypperligste kræs, hvis man i forvejen holder af forfatteren, men bliver hurtigt et forstyrrende element i filmoplevelsen, hvis man ikke er forberedt på det i forvejen. Filmen havde ikke dansk biografpremiere og udkommer direkte på dvd herhjemme.
Der er lavet mange filmatiseringer af Shakespeares stykker. Denne historie blev fortalt i den populære Stor ståhej for ingenting, 1993 med Emma Thompson i spidsen for en stjernerække af skuespillere. Så populær bliver denne film næppe, dertil er bl.a. skuespillerne endnu for ukendte i Danmark.
På mange måder en vellykket nyfortolkning af et klassisk Shakespeare-skuespil, der dog næppe vil opnå samme popularitet som fx versionen fra 1993.