"Jon Hopkins (...) er sprunget ud som meditationsmusiker, der mestrer den umulige kunst at lave appellerende new age-musik ... Ikke et eneste øjeblik på albummet er specielt mindeværdigt eller iørefaldende, og det skulle man ikke tro var en god ting ... Det vil klart prelle af på lytteren, der sidder med spidsede ører og søger efter kant og kompleksitet og noget at holde fast i ... Her får man langstrakte flader af synthesizere, der kredser om det samme tyngdepunkt, men også gør det med så tilpas meget variation, at det akkurat er stimulerende og ikke kedeligt at lytte til ... Som moderne meditationsmusik, der også bare er musik, bliver det ikke meget bedre".