Den mystiske oplevelse som en ekstraordinær religiøs erfaring har optaget forfatteren, siden han under sin konfirmationsforberedelse fik fortalt men ikke forklaret en sådan hændelse. Det råder han nu bod på ved at genfortælle - godt hjulpet af især Eliade: De religiøse ideers historie (1983-91) - mystikkernes historie lige fra istidens shamaner over kristendommens kættere til orientens yogier. Ud over en fascination af de sælsomme og visionære beretninger forsøger Abrahamowitz at beskrive og forstå den sjælelige inderlighed og forklarelse, der ledsager den mystiske oplevelse. Ekstasen kan opstå spontant, men er sædvanligvis resultatet af en intens gudsdyrkelse i bøn, meditation eller askese. Måske kan fænomenet endda forklares biokemisk, hvilket diskuteres i bogens sidste afsnit. Abrahamowitz' nysgerrighed er smittende, og det lykkes ham at tilføre det uhåndgribelige materiale kontinuitet og perspektiv.