JEdM's doktordisputats er en traditionshistorisk undersøgelse med inspiration i Robert Wiemanns traditionsbegreb. Tesen er, at den traditionssammenhæng, der ligger i det 20. årh. i vekselvirkningen mellem på den ene side naturalisme/realisme og på den anden myten, foregribes i H. C. Andersens romaner, i første række de 3 fra 1830'erne. Analyserne af romanerne - også de senere inddrages - fornemmes at være »underordnet« udgangsteorien, og de demonstrerer en bevægelse i forfatterskabet, fra Improvisatoren, hvor myten er en »dimension i tilværelsen« til Lykke-Peer, der konstaterer, at »myten vanskeligt kan realiseres« - undtagen i kunsten. Hermed tager HCA afsked med romantikken - og viser fremover helt mod Heretica-gruppen, slutter JEdM sin traditionsundersøgelse - HCA's romaner har i forskningen stået i skygge af eventyrene, og først i de senere år har man fået øjnene op for, at de som markante kunstværker har krav på en selvstændig og grundig analyse; her kan fremhæves ClaesKastholm Hansens Den kontrollerede virkelighed (1976), som JEdM på mange måder placerer sig i forlængelse af med dette fortjenstfulde bidrag til HCA-forskningen. Skønt bogen altså er væsentlig, vil dens sværhedsgrad nok primært gøre den til en sag for større bibl.