Nana går i 9. klasse. "Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her på jorden? Er jeg virkelig hende? Hende Nana i spejlet? Virkelig?" Med disse spørgsmål indledes denne ungdomsbog, hvis emne er unges søgen efter identitet og mening med livet. Bogen består af 4 dele. En kort 1. del, hvor handlingen sættes i gang, og personerne præsenteres. Nanas egne problemer bliver sat i relief, da hun får meddelelse om, at klassekammeraten - enspænderen Manuel - er sprunget ud fra et tårn. Det er usikkert, om han vil overleve. I 2. del fylder den bevidstløse Manuel Nanas liv. Hun lyver sig til at besøge ham på intensivafdelingen og er alene med sine tanker om "hvorfor?". Med skolen går det skidt, men en opgave i billedkunst - i bogens 3. del - giver hende mulighed for at bearbejde nogle af problemerne. Opgaven får højeste karakter, så hun klarer lige at opnå et gennemsnit, så hun ikke skal gå 9. klasse om. I sidste del bliver Manuels tilstand kritisk, men efter en vellykket operation går det den rigtige vej, og med psykologhjælp vender han tilbage til et nyt liv. Sidst er der praktiske oplysninger og henvisning til relevant litteratur. Bogen er velskrevet og henvender sig til unge fra 9. klasse og opefter - specielt unge i samme situation som Nana.