Flere grønlandske problemstillinger behandles i denne hurtigt læste og realistiske fortælling for de ældste elever i folkeskolen. To grønlandske brødre først i tyverne er ved at glide fra hinanden p.g.a. den yngste - Rasmusś - drikkeri og den ældste - Jacobś - karrierebevidste livsførelse. Under en jagttur bryder den yngste en uskreven lov og forlader sin bror alene i ødemarken. R. vender tilbage til byen, hvor vi oplever hans kaotiske liv, men da J. ikke returnerer, tager R. affære og finder ham med en brækket ankel. De to brødre har igen tillid til hinanden, og Rś liv synes lysere. En letlæst ungdomsfortælling med enkle problemstillinger - også om kærligheden. Handlingen er let at følge og det dialogfyldte sprog øger intensiteten. Tekstens femten kapitler er i korte sætninger og sætningskæder og oftest med ligefrem ordstilling. Ikke den store litteratur, men et tilbud til de unge, der ikke ønsker en omfattende roman. Til bogen - og serien i øvrigt - udgives lærervejledning og kopiark, ligesom teksten er indtalt på kassetebånd. Dette supplerende materiale har jeg ikke set. Serien, der p.t. er på syv titler er delt i tre niveauer, hvoraf dette er i den sværeste ende. I en tid, hvor det kan være vanskeligt, at få de ældste elever til at læse skønlitteratur, kan denne handy bog være et overskueligt og overkommeligt tilbud.