En novellesamling for unge mellem 14 og 18, som dystert beskæftiger sig med emner som: pornoindustri, internettet og tæskehold. En samling velegnet til oplæsning og samtale i skolesammenhæng. Forsiden passer til indholdet.
Peter Mouritzen har skrevet en del bøger for børn og unge og hører ikke til de letteste forfattere, men til gengæld er der altid noget at tænke over i hans forfatterskab. Det gælder også denne samling korte noveller noir, som forlaget kalder dem. Og de er noir: dystre, desillusionerede og lavmælte beskrivelser af den naive pige, der lokkes ind i pornoindustrien, fyren der næsten er på vej i overhalingsbanen mod misbrugets wonderland, og pigen, der bliver lidt for grebet af sit liv i cyberspace. Der er den lidt hjerteskærende novelle om den ensomme unge fyr, der forelsker sig i den fiktive person bag en spammail, og den næsten nervepirrende historie om pigen, som i den grad får lampefeber, da hun skal spille hovedrollen i et stykke. Puha, klarer hun det? Novellerne er skrevet i et godt og knapt sprog med korte sætninger, som egner sig godt til oplæsning.
Samlingen minder lidt om Søren Jessens Den hule pige (08/01).
Noveller er ikke lette at afsætte til almindelige lystlæsere, men jeg tror på samlingen til oplæsning og debat især i skolesammenhænge, og det var også en bog, jeg kunne finde på at formidle til unge, der selv havde mod på at skrive. Historierne er dystre billeder af dagens Danmark, og de er både velskrevne og med masser af stof til eftertanke.