Denne bog behandler forskellen mellem den naturlige kærligheds etik og nytte- eller pligtetikken. Forfatteren er dr. theol og underviser på afdelingen for systematisk teologi på Københavns Universitet. Bogen er ikke et decideret undervisningsmateriale, men vil nok kunne bruges som kompendium på teologistudiet og på andre højere læreranstalter. Bogen kan også ses som et indlæg i den evige diskussion om grunden til, at mennesket forholder sig til etiske problemstillinger. Er det fordi mennesket grundlæggende og forudbestemt et godt, eller handler vi godt, fordi andre så også handler godt overfor os, og fordi det bedst kan betale sig at være god, for vi så får godhed til gengæld? I fire afsnit gennemgås de forskellige former for etik. Der er en gennemgang af Løgstrups holdning, af Kierkegaards synspunkter, der er et afsnit om den bioetiske diskussion og endelig er der et afsnit om modsætningerne mellem den naturlige kærligheds natursyn og Darwins. Den sidste problemstilling har forfatteren tidligere forholdt sig til i Rosens råb, 2004. En letforståelig bog om vigtige emner, med argumenter om at "the survival of the fittest" ikke kan være den eneste gældende naturlov.