Flot billedbog for de 9-11-årige om 50 forskellige vilde planter i Danmark. Bogen er nummer to i serien og indeholder ligesom den første udgivelse 50 forskellige planter. Herved får den unge læser mulighed for samlet kendskab til i alt 100 planter, som de kan fordybe sig yderligere i via anden litteratur. Bogen er velegnet til anvendelse ved feltarbejde i faget natur/teknik eller til voksnes hyggelæsning med planteinteresserede børn.
Bogen gennemgår 50 forskellige vilde planter, som man kan finde i Danmark. Alle planterne præsenteres over to sider, hvor baggrundsbilledet er et malerisk fotografi af planten. Ovenpå dette baggrundsbillede præsenteres planten i faktabokse med detaljerede forstørrelser af plantens forskellige dele samt relevante oplysninger om planten. Fotografierne gør det nemt for læseren at genkende planterne ude i naturen. Bogen afsluttes med 5 sider med billeder af bogens planter, hvor læseren kan checke, hvor mange plantenavne han/hun kan.
Bogen er bygget op efter de samme principper som i Naturskolens vilde planter, 2010, Naturskolens vilde dyr, 2011 og Naturskolens træer, 2006. Målgruppen vil også finde interesse i disse udgivelser. Det vil derudover også være oplagt for den naturinteresserede læser at læse mere om bogens planter i mere tekstrige florabøger.
Flot billedbog for de 9-11-årige om vilde planter. Bogens fotografier af de enkelte planter er utroligt flotte og gør det nemt at genkende planterne i naturen.